LUP tekst

LUP tekst 2018-10-12T16:29:58+00:00

2018

I 2015 lavede Glumsø og omegns Lokalråd i samarbejde med Næstved Kommune den første version af en samlet lokal udviklingsplan (LUP) for Glumsø og omegn. En stor del af de projekter, der er beskrevet i planen, er efterfølgende sat i værk eller realiseret.
Heraf kan bl.a. nævnes arbejdet med at sikre Glumsø Stations fremtid og udvikle Spånpladegrunden, etablering af ’Sansoteket’ ved Glumsø bibliotek, Danmarks korteste badestrand og Fugleskjulet ved Glumsø sø.

Med denne version 2.0 af den lokale udviklingsplan er vores ønske at fortsætte det gode arbejde med at videreudvikle Glumsø og omegn, og fortsat motivere borgerne i området til at engagere sig i enkeltprojekter og i udviklingen generelt.

I vinteren 2017/18 lavede vi en ny LUP-spørgeskemaundersøgelse for at få fornyet tilbagemelding fra borgerne om, hvad der optager dem mest. Spørgeskemaets temaer var tilrettelagt ud fra de ideer, der kom frem på et borgermøde november 2017. Det var også muligt at lægge ideer ind på lokalrådets hjemmeside.

Juni 2018 holdt vi så et åbent info- og debatmøde, hvor de emner, som lokalrådet havde udvalgt på baggrund af spørgeskemaundersøgelsen, blev fremlagt og drøftet i arbejdsgrupper. Ca. 40 mødte op til mødet, og der var aktiv deltagelse og livlig debat i grupperne og mange meldte sig til det fortsatte arbejde.
Glumsø og omegn summer fortsat af liv og aktive borgere!

Udviklingsplanen beskriver kort resultatet af spørgeskemaundersøgelsen og de enkelte projekter og arbejdsgrupper. Formålet er at synliggøre alt det, der sker i Glumsø og omegn – og give endnu flere lyst til og mulighed for at være med.

Vil du være med?

Der er altid plads til flere frivillige aktive borgere. Tøv endelig ikke med at kontakte arbejdsgrupperne eller en af os fra lokalrådet, hvis du har lyst til at være del af en eller flere af grupperne. Alle kan være med, og alle har noget at bidrage med! Hvis alle bidrager, når vi langt sammen.

De bedste hilsner
Glumsø og Omegns Lokalråd

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål eller gode idéer.

Kontakt:

Formand Visti Christoffersen
glumsoelokalraad@gmail.com
Tlf.: 41 23 26 12 

Hvad er vigtigt for borgerne i Glumsø og omegn?

184 borgere valgte at besvare spørgeskemaet og dermed synliggøre, hvad der er vigtigt for udviklingen af lokalområdet Glumsø og omegn.

I spørgeskemaet havde borgerne mulighed for at prioritere de ideer, der kom frem på borgermødet 22. november  2017, via lokalrådets hjemmeside m.m.

Ideerne er listet nedenfor efter antallet af borgere, der har prioriteret dem som vigtige for udviklingen af området (det var muligt at sætte flere X’er).

Resultat af spørgeskemaundersøgelsen i %:

·        Glumsø Stations fremtid (61%)

  • Boligudvikling – tilflytning til byen af alle aldersklasser og kategorier (51%)
  • Bevarelse af vuggestue, børnehaver, skole (50%)
  • Et sted, hvor unge må være (50%)
  • Anvendelse af den tidligere stationsbygning (49%)
  • Borde og bænke på badestranden (45%)
  • Bedre trafiksikkerhed for cyklister og motionister (42%)
  • Opdateret sti fra speedwaybanen til Vesterskov (40%)
  • Vedligeholdelse af eksisterende anlæg og faciliteter (40%)
  • Styrket samarbejde mellem lokalområdets mange foreninger (36%)
  • Etablering af badebro (35%)
  • Etablering af vinterbaderfaciliteter (34%)
  • Udvidelse af Glumsø Hallens kapacitet, f.eks. bedre faciliteter til opbevaring af redskaber og rum til mindre aktiviteter (32%)
  • Adgang til skov og land – stier og markveje (32%)
  • Glumsø Naturcenter (30%)
  • Legepladser i Glumsø (27%)
  • Bedre markedsføring/promovering af de tilbud/faciliteter, som allerede er, evt. turistbrochure (27%)
  • Både og kanoer på søen (27%)
  • Udendørs træningscenter (26%)
  • Bedre kollektiv transport i lokalområder (25%)
  • Et sted hvor unge (6-16 år) kan spille computerspil (24%)
  • Adgang til offentlige toiletter i byrummet (23%)
  • Glumsø på Sjællandsleden (22%)
  • Indretning af hyggeområde på parkeringspladsen (tidligere pølsevognsplads) (21%)
  • Cykel-/gangbro over den ny banetrace som forlængelse af Åsø Bygade (21%)
  • Andre forslag (19%)
  • Vandrehjem i Glumsø (18%)
  • Flere/bedre sportsmuligheder (18%)
  • Byporte – synliggørelse af indkørsel til byen på jernbanebroerne og veje (17%)
  • Forbedringer ved hjertestien (17%)
  • Forbedringer ved hjertestien (17%)
  • Multibane, måske ved spånen eller ved skolen (17%)
  • Infostander om regler for anvendelse af Naturstyrelsens arealer og lokale skove (16%)
  • Udendørs skateboardbane (16%)
  • Etablere stoppested/skur for bus 688 over for Fakta (Sorøvej) (14%)
  • Skibakke-optræk om vinteren på den store kælkebakke i anlægget (14%)
  • Etablering af muldtoilet ved Smørhullet (12%)
  • Udlægning og navngivning af stier i området (11%)
  • Befæste vejrabatter på dele af Møllebækvej (10%)
  • Etablere grussti fra Sorøvej til indskoling/SFO bag om børnehaven (9%)
  • Udendørs scene ved biografen, f.eks. en drive-in biograf (9%)
  • Beach volleybane i gryden i anlægget (6%)

Vi er ikke i lokalrådet bundet af at arbejde med de emner med flest stemmer. På info- og debatmødet 7. juni 2018 blev der ved syv forskellige borde drøftet de emner med højest prioritet, og det var muligt at melde sig ind i arbejdsgrupperne. De emner, der blev drøftet, var:

  • Boligudvikling i Glumsø – Spånpladegrunden
  • Bevarelse af vuggestuer, børnehaver og skole
  • Badestranden, vinterbaderfaciliteter
  • Sikre Glumsø Stations fremtid
  • Anvendelse af den tidligere stationsbygning
  • Unge i Glumsø
  • Styrke samarbejde imellem lokalområdets mange foreninger
  • Vedligeholdelse af eksisterende anlæg og faciliteter
  • Sti fra speedwaybanen til Vesterskov
  • Bedre trafiksikkerhed for cykellister, cykelstier, 2-1 vej
  • Igangværende projekter fra LUP 2015

Der er nedsat arbejdsgrupper for de fleste emner, som du kan læse om på de følgende sider. 

Projekter og arbejdsgrupper

Her kan du læse om, hvad der p.t. arbejdes videre med, og hvem der er tovholder for projekterne. Hvis du gerne vil vide mere, eller hvis du vil være med i en eller flere arbejdsgrupper, er du velkommen til at kontakte tovholderne. Ganske lidt  tilbud om hjælp fra dig er bedre end ingen hjælp.

Sikre Glumsø Stations fremtid

Glumsø station er i disse år udsat for en række forandringer, som følge af udviklingen og Femernbælt byggeriet.
De heraf afledte udfordringer har lokalrådet taget op og nedsat undergruppen ”Stationens venner” der arbejder med disse ting.

Udfordringerne er blandt andet:

  • Midlertidige lukninger pga. ombygninger af broer
  • Støjgrænser som hæves pga. øget godstransport
  • Forflytning af perroner.
  • Stationsbygningen og dens fremtidige anvendelse

Tovholder:

Poul B Eriksen
pbe@cirkelnet.dk
Tlf: 22 11 67 22


Anvendelse af den tidligere stationsbygning

Glumsø station kommer til at se anderledes ud og den nuværende stationsbygning vil ikke længere være venteværelse m.m., derfor arbejder vi på at overtage brugsretten til stationen og bruge den på unge, Mikrovirksomheder m.m.

Udfordringerne er blandt andet:

  • Økonomi i overtagelsen.
  • Styring, en frivillig gruppe skal styre området.

Tovholder:

Poul B Eriksen
pbe@cirkelnet.dk
Tlf: 22 11 67 22


Unge i Glumsø (eller som det kaldes) Et sted de unge kan/må være

Glumsø unge har ikke meget at vælge imellem, og lokalrådet har set det som en vigtig opgave at undersøge og sammen med de unge at finde løsningen på denne udfordring, vi vil i den kommende tid tage kontakt til skole m.m. for sammen at finde løsninger som de unge selv ønsker.

Tovholder:

Kurt Rasmussen
almindekurt@gmail.com


Styrke samarbejdet mellem lokalområdets mange foreninger

Danmark er et foreningernes land, og her er Glumsø ingen undtagelse. Glumsø og omegn har mange foreninger der ud fra deres målsætninger arbejder for at skabe de bedste tilbud til borgerne.
De enkelte foreninger arbejder generelt meget individuelt, men vi er en gruppe under Lokalrådet, der tror på, at et koordineret samarbejde foreningerne imellem omkring eksempelvis markedsføring, arrangementer, m.m. kunne være til fælles bedste.

Tovholder:

Kurt Rasmussen
almindekurt@gmail.com


Boligudvikling i Glumsø Spånpladegrunden

Glumsø by har en størrelse/indbyggerantal der ikke nødvendigvis berettiger, at vi har station hvor vi med timedrift er i København på 50 minutter, 4 sporet skole med overbygning til 9. klasse, lægehus,  bibliotek, biograf, restaurant og et enormt rigt forretningsliv, som bl.a. tæller slagter, tøjforretning, blomsterforretning, apotek, og op til flere dagligvareforretninger.

Én af måderne at sikre disse ting på for fremtiden er, at byen får en befolkningstilvækst. Dels er det jo altid sjovt at lære nye mennesker at kende, men dels er det simpelthen en en nødvendighed, for at byen fortsat kan eksistere på det niveau vi har i dag!

Med udgangspunkt i Kommuneplan 2017, og her primært med udgangspunkt i Spånpladegrunden, vil en arbejdsgruppe under Lokalrådet, med repræsentanter fra byens borgere, arbejde for at sikre planer for hvor, hvordan og hvorledes byens udbygning kan og skal foregå.

Tovholder:

Visti S. Christoffersen
Elmevej 45, 4171 Glumsø
ervichr@gmail.com
Tlf.: 41 23 26 12


 

Bevarelse af vuggestue, børnehaver og skole.

Glumsø har i dag et rimeligt velfungerende institutionsområde med vuggestue, børnehave og skole til og med 9. kl. Det er vigtigt for fastholdelse af nuværende børnefamilier i byen og oplandet, og tiltrækning af nye familier til byen, at vi sikrer, at disse institutionsfaciliteter fastholdes og udbygges i forbindelse med at behovet for det opstår (se projekt ”Boligudvikling i Glumsø – Spånpladegrunden).

Tovholder:

Visti S. Christoffersen
Elmevej 45, 4171 Glumsø
ervichr@gmail.com
Tlf.: 41 23 26 12


Bedre trafiksikkerhed for cyklister og motionister, og 2-1 vej

Arbejdsgruppen vil gøre det mere attraktivt og sikkert at cykle i lokalområdet.

På Næstved Kommune Teknisk Udvalgs prioriteringsliste over kommunale stiprojekter kan nævnes: Cykelsti mellem Glumsø og Skelby samt cykelsti langs Sorøvej mellem Glumsø og Skelbyvej. Disse projekter vil stå øverst på prioriteringslisten.

2-1 vej

Alternativet til egentlige cykelstier på nogle af vejene omkring Glumsø kan være etablering af såkaldte 2 minus 1 veje. Den lidt kryptiske betegnelse dækker over en anderledes markering på vejen. Kørebanen indsnævres visuelt med en stiplet bred linje, og kanterne farves i begge sider. Det bliver til de gående og cyklisternes bane. Bilerne får et fælles kørespor midt på vejen og skal trække ud til siden, når der kommer en modkørende. Det kan eventuelt følges op af hastighedsbegrænsninger på vejene på max. 50 km i timen.

Tovholder:

Arne Larsen
Spurvevej 18 C, 4171 Glumsø
arneleger@c.dk
Tlf.: 61 79 37 2


Vinterbaderfaciliteter ved Glumsø Badestrand

Anlægget i Glumsø er i sin tid tegnet af den kendte landskabsarkitekt CT Sørensen og er en testamenteret folkegave til Glumsø. Vores anlæg er unikt og bruges af mange. Nævnes skal: Sommerfest til Sct. Hans Fest, Open Air og vinterens brug som kælkebakke. Leg og værested. Kastanjetræernes overflod bliver samlet med stor iver af barnlige sjæle. Hjertestien passerer igennem anlægget ved foden af Kælkebakken. Der soppes og bades ved Danmarks korteste badestrand, som blev indviet i 2017.

Der er stor interesse for badestranden i anlægget, og i februar 2018 startede Glumsø vinterbadeforening, som er primært for borgere i Næstved Kommune. Alle, der er fyldt 18 år, kan optages som medlemmer. Foreningens formål er at skabe gode rammer for vinterbaderne, at fremme det sociale samvær samt at oplyse om vinterbadningens sundhedsfremme.

I lokalrådet samarbejder vi med foreningen, for at få etableret faciliteter ved badestranden i form af badebro, omklædningsfaciliteter og sauna.

Tovholder:

Jens Bybeck Nielsen
jensbybeck@gmail.com
Tlf.:  51 91 67 50


Adgang til skov og land

Den egn Glumsø ligger i, er en stor ressource. Foruden byen er der søer, åbne landskaber, små og store skove og et enestående kulturlandskab. Gennem området er der markveje, kirkestier og spor, hvor man kan færdes til fods og på cykel. Det er vigtigt for udviklingen og beboerne at holde disse stier og spor åbne for adgang. Udvalgte steder kan forbindes med systemer af stier – markveje kan genoprettes, nye spor kan laves. Der kan f.eks. oprettes forbindelse til andre stier over Susåen via en spang ved Næsby.

Tovholder:

Thor Temte
Skelby 137, 4171 Glumsø
thor.temte@gmail.com
Tlf.: 29 39 19 54 eller 25 45 05 63


Vedligeholdelse af eksisterende anlæg og faciliteter

På borgermødet var der mest fokus på de grønne områder i forbindelse med søen. Især vigtigheden af at holde de nuværende områder med udsigt over søen fri for opvækst af buske og træer.
Der var forslag om at etablere en ”Naturgruppe”, som påtager sig at afholde en årlig vedligeholdelsesdag, hvor man fjerner uønsket opvækst. Der arbejdes videre med denne ide. Den kunne også omfatte ”Gryden” i anlægget.

Problemet med angreb af minérmøl i kastanjetræerne i anlægget blev nævnt. Træerne dør ikke af det, men de ser noget triste ud tidligt på sommeren.

De begyndende rågekolonier i Glumsø by blev også nævnt. Det er muligt at få foretaget regulering af rågerne i foråret, hvis kolonierne er på kommunens arealer. Eller at foretage en udtynding af træerne, så de ikke er attraktivt for rågerne at bygge reder i.

Tovholder:

Karen E. Henriksen
Keh55keh@gmail.com


Sansoteket

Sansoteket er et samlingssted med plads til aktivitet og leg.

Projekt Sansoteket er nu – efter 5 års arbejde og til en pris af 1 mio. kr. – opført på det tidligere plæneareal foran Glumsø Bibliotek. Næstved Kommune har støttet projektet med 350.000 kr. Lokale og Anlægsfonden med 180.000 kr., og LAG har støttet med resten af budgettet.

Vi er selv tilfredse med resultatet og mange har kun udtrykt sig i positive vendinger.

Mange har med begejstring afprøvet Sansotekets legeredskaber.

Med Sansoteket er der åbnet mulighed for, at der skabes mere liv og leg i bymidten. Forhåbentlig benyttes muligheden sådan, at man trisser naturligt forbi, fordi der altid foregår aktivitet her, og uden man nødvendigvis har ærinde på Biblioteket eller Lægehuset.

Vi håber på, at Sansoteket bliver Glumsøs bud på fremtidens lokalbibliotek, hvor privatsfæren og offentlig service får gunstige betingelser for at blive en enhed – til styrkelse af fælles interesse og behov.

Legepladsen ’Sansoteket’ ved Glumsø Bibliotek.
(Visualisering af udsmykning af plankeværket i baggrunden efter forslag fra en borger)

Tovholder:

Jens Knudsen
Skolevej 4, 4171 Glumsø
jensnknudsen@gmail.com
Tlf.: 30 51 81 82


Kort om spørgeskemaundersøgelsen

Antal besvarelser i alt: 184.

Spørgeskemaundersøgelsen var åben fra 12/12 2017 til 2/2 2018.

Bopæl for respondenterne:

  • 76% bor i Glumsø og omegn
  • 21% ikke oplyst
  • 5% bor ikke i lokalområdet

OBS: 171 har valgt at besvare spørgsmålet om bopæl.

Ønske om at være med til at realisere én eller flere idéer?

Ja: 23 borgere (19%)
Måske: 56 borgere (47%)
Nej: 41 borgere (34%)

Om Glumsø og Omegns Lokalråd

Lokalrådets formål er at virke for områdets særlige interesser, som bindeled i mellem offentlige myndigheder og borgerne. Formålet er endvidere at skabe det bredest mulige samarbejde om løsning af lokale opgaver. Lokalrådet tager problemer op af almen karakter, rejst af en eller flere borgere i området.

Lokalrådet har sit virke i området omkring Glumsø. Området afgrænses af Næsby, Tyvelse, Vrangstrup, Sandby, Glumsø og Bavelse Sogne.

 

Ud over de forannævnte projekter
arbejder lokalrådet med mange andre ting
nævnes kan bl.a.

Drift og vedligeholdelse af Glumsø Netavis og hjemmeside, udbygning af Glumsø Hallen, etablering af faciliteter ved Storgade 6 (pølsevognspladsen), etablering af fællesarealer ved Sandby by, tilsyn med Smørhullet, drift af Cafeterialokaler ved Hallen , løbende dialoger/kontakter til kommunens politikere og administration – og en masse andet.